Hvorfor er vi så fantasiforskrækkede

Reformationen erstattede én forestillingsverden med en anden. I stedet for ikoner, vievand og røgelse fyldtes de danske kirker af fællessang, personligt engagement og en ny åndelighed. Men kilden til eftertidens anstrengte forhold til det æstetiske skal ikke søges i Luthers forhold til det sanselige. Den ligger derimod i hans kritik af sværmerne — en protestantisk bevægelse, der dyrkede Helligånd, spiritualisme og mystik.

Det er fantasiens andel i det æstetiske, der har anfægtet og stadig gør det; problemet er forestillingen om, at fantasien vildleder erfaringen. Denne forestilling er resulteret i en fantasiforskrækkelse, som spænder ben for den skønhed og erfaring, der kan være forbundet med religion, og som har befordret et samfund, hvor kun det, der kan måles og vejes, har betydning. Men hvad sker der så med troen — når fantasien bliver glemt?